En simpel venlig gerning, der sluttede cirklen
Det hele startede i skabet. Mit. Min datters, for at være præcis. Hun var vokset fra sine små kjoler, bløde sparkedragter og stribede leggings – tøj, der stadig duftede af vaskemiddel og baby-agtighed. Jeg foldede dem forsigtigt, bandt dem med snor og lagde dem online:

“Gratis babytøj – brugt, i god stand, rent og klar til en ny lille at elske.”
Jeg lagde ikke meget mærke til det. Bare en lille ting. En af de ting, man gør, når man vil give plads, give slip og komme videre. Men så kom beskeden. Ikke fra en lokal. Ikke fra en ven. Men fra en kvinde, jeg aldrig havde mødt. Hendes ord var stille. Ærlige. Rå. “Min datter har ikke meget tøj. Vi går igennem en hård tid. Ville du sende… ville du stadig sende det?” Der var ingen efterspørgsel. Intet drama.
Bare en mor, der beder om hjælp.
Og i det øjeblik tøvede jeg.

Ikke fordi jeg tvivlede på hende.
Men fordi verden har lært os at vogte vores hjerter – at spekulere på, om vi skal reagere på venlighed med taknemmelighed … eller tage det for givet.

Men jeg huskede, hvordan det føltes at være træt.

At være overvældet.

At stå i butikken med en fem-dollar-heldragt i hånden og spekulere på, om jeg havde råd til den.

Så jeg lukkede kassen.

Forsendelsen var betalt.

Og jeg sendte den ud i verden – uden forventninger.

Mit eneste håb.

Måneder gik. Jeg glemte det næsten.

Livet gik videre.

Min datter voksede op.

Kassen forsvandt i erindringen.

En stille del af mig spekulerede:

Fik hun disse?

Var det overhovedet sandt?

Men jeg sagde til mig selv: