Selv hvis de ikke gjorde, er dette tøj i nogens besiddelse nu. Måske bragte de varme. Måske bragte de trøst.
Og det var nok.
Så – næsten et år senere – ringede det på døren.
Ingen besked.
Intet sporingsnummer.
En lille pakke ankom til min dør.
Jeg åbnede den.
Indeni var et brev.
Og fotografier.
En pige – strålende, smilende, snurrende – iført den samme kjole, som jeg selv havde syet.
Hendes mor skrev:
“Dette tøj hjalp os igennem en af de sværeste tider i vores liv. Vi havde ingenting. Og så, fra en fremmed, kom venlighed. Ikke bare stof – men bevis på, at nogen holdt af mig.”
Hun takkede mig ikke bare for tøjet.
Hun takkede mig for at have mødt hende.
For ikke at have vendt mig væk.
For at have sendt hende hjælp, da hun følte sig usynlig.
Jeg satte mig ned.
Og græd.
Ikke fordi jeg havde gjort noget ekstraordinært.
Men det havde jeg ikke.
Det var bare en æske.
Bare et badge.
Et øjeblik af “Ja, jeg kan hjælpe.”
Og alligevel – det betød alt.
Bølgen af en enkelt handling
Vi tror på, at venlighed skal være stor.
Vi tror på, at den skal være synlig.
Vi tror på, at den skal ændre verden.
