“Jeg vedder på, at hun allerede kender vores nummerplader udenad.”

“Lad hende gå. Det er ikke fordi, vi bryder loven. Bare en overspændt nabo med for meget tid til overs.”

Jack trak på skuldrene. “Så dufter småkager godt.”

Tre dage senere vågnede jeg op til en mærkelig lyd udenfor. Det var tidligt. Stadig mørkt. Den kolde, grå time før solopgang.

Klink. Klink. Opsummering.

Jack satte sig op og gned sine øjne. “Hvad er der?”

Jeg trak mig væk fra gardinet og frøs til. “Jack. Ud. Nu.”

Vi løb ned ad gangen og åbnede døren – barfodede, halvt påklædte.

To bjærgningsbiler. Begge i vores indkørsel. Begge biler var halvt over jorden.

“Hey!” råbte jeg. “Hvad i alverden foregår der?”

En af bjærgningsbilchaufførerne kiggede ikke engang op. “Overtrådt grundejerforeningens love. Kun én bil pr. hus. Arrestordrerne kom i morges.”

“Hvis?” snerrede Jack. “Der er ingen advarsel! Ingen besked!”

Så så vi hende. Lindsey.

Hun stod på fortovet i en lavendelfarvet badekåbe med armene over kors og en kop kaffe i hånden. Hendes smil var bredere end nogensinde. Som om hun lige havde vundet noget.

“WOW,” sagde jeg højt nok til, at hun kunne høre det. “Du gjorde det virkelig, ikke sandt?”

Hendes smil forsvandt i et halvt sekund. “Hvad er der så sjovt?” sagde hun skarpt.

Jeg gik roligt hen til hende.