frøs. Talia
Bliv her. Babyerne bliver her. Respekter det. Ingen flytter nogen steder, medmindre de selv vælger det.”
Gregors skuldre stivnede. “Du kan ikke diktere mit liv.”
Talia talte endelig. Hendes stemme rystede først, men hun tvang sig selv til at forblive rolig. “Det handler ikke om, at de skal tage over. Det handler om, at jeg nægter at blive behandlet som et objekt.” Hun kiggede direkte på Gregor. “Jeg skal ikke hen til din mors opbevaringsrum. Jeg vil ikke rykke tvillingerne op med rode. Og jeg vil ikke fortsætte med at leve under de regler, der blev lavet bag min ryg.”
Gregor stirrede på hende, som om han så en fremmed. “Så du vil have mig ud.”
“Nej,” svarede Talia sagte. “Jeg vil have min stemme tilbage. Jeg vil have fred for vores børn. Om du beslutter dig for at stå med mig eller imod mig, er din beslutning.”
En lang, anspændt stilhed fyldte lejligheden. Gregor syntes langsomt at tømme sig selv, mens han kiggede sig omkring i rummet. Vuggen. Talias trætte, men beslutsomme ansigt. Hendes brødre, der stod fast, men rolige.
Hun mumlede endelig: “Jeg bliver hos min bror i et par dage.”
Cristof nikkede. “Det vil give alle tid til at trække vejret.”
Da døren klikkede i, følte Talia sine knæ blive svagere. Bastien rakte først over og førte hende forsigtigt hen til et sæde. Cristof tjekkede til tvillingerne, som endelig var ved at falde i søvn.
Talia tog en dyb indånding, tårerne vældede op i hendes øjne. “Tak fordi I kom. Jeg var bange for, at jeg skulle gøre det her alene.”
Cristof lagde en hånd på hendes skulder. “Du er aldrig alene. Ikke nu. Aldrig.”
Bastien tilføjede stille. “Hvil. Vi er her.” “Vi hjælper dig med at finde fodfæste igen.”
Talia kiggede ned på sine sovende babyer. For første gang i flere måneder følte hun en tynd tråd af håb væve sig gennem brystet. Dette øjeblik fiksede ikke alt. Men det markerede begyndelsen på noget, hun næsten havde glemt, at hun kunne gøre krav på for sig selv. Sit eget liv.
Hun tørrede øjnene og hviskede: “Det skal nok gå.”
